Fysiske Symptomer (TMS)
Plages du af tilbagevendende fysiske symptomer?
Hvis du læser dette, er det sandsynligvis fordi du lider af tilbagevendende smerter eller andet fysisk ubehag. Det er måske værst når du står op om morgenen, eller du har det bedst om morgenen, og det bliver værre som dagen skrider frem. Symptomerne kan også være værre i lange perioder og aftage i andre perioder.
Smerterne begyndte ved en forkert bevægelse, et fald, en trafikulykke, en sygdom. Eller smerterne var der bare en dag. Det kan være sket for år siden, men symptomerne aftager ikke, snarere tværtimod. Du har måske fået at vide, at dine symptomer skyldes overbelastede muskler, en nerve i klemme, forandringer i brusk- eller bindevæv, nedslidning, at du lider af hypermobile led – eller måske har man omvendt foreslået for stive led..? For lidt træning..? Eller for meget træning..? Ofte har du fået modstridende information om, hvad symptomerne skyldes.
Dine symptomer kan være:
- fysiske smerter
- svimmelhed
- glemsomhed
- nedsat koncentrationsevne
- dårlig søvn
- følelsesforstyrrelse i hænder eller fødder
- bevægelsesforstyrrelser
- susen for ørerne
- uoverskuelighedsfølelser
- uforståelig træthed
- en oplevelse af, at disse vanskeligheder slet ikke er dig
Du har været hos flere specialister og fået foretaget anbefalede undersøgelser. Du har forsøgt forskellige typer behandling, men det har ikke hjulpet – smerterne eller symptomerne er altid vendt tilbage. Eller blevet værre.
Hvad kan du gøre?
Hvis du kan genkende dette, skyldes dine symptomer måske en psykologisk og fysiologisk symptomtilstand, The Mindbody Syndrome (TMS) som er en følge af længerevarende indre pres eller stress. Symptomerne i TMS dannes ved nedsat blodcirkulation lokalt i muskelgrupper (eksempelvis i nakken, benene eller ryggen) men også nerver, sener eller andre organer (for eksempel ørerne) kan være involveret.
Grunden til at symptomerne er så genstridige kan skyldes, at årsagen trods mange forsøg indtil nu ikke har været erkendt. Sindet rummer en lang række følelser, også negative. De negative følelser og reaktioner, der har hobet sig op, har en forbindelse til det autonome nervesystem, og derfor kan symptomerne stamme fra ekstraordinær aktivitet i nervesystemet.
Om dine fysiske vanskeligheder skyldes TMS, og om du vil kunne få gavn af TMS-behandling, undersøges ved samtale og eventuelt et spørgeskema.
Hvad kan du gøre?
Viden om, hvordan du kan forholde dig til symptomerne, kan neutralisere symptomerne. Målet for behandlingen er væsentlig lindring eller ophør af de fysiske vanskeligheder og altså ikke bare ”lære at leve med symptomet”.
Gennem arbejdet med at forstå den særlige sammenhæng mellem dit sind og din krop, det vil sige følelsernes påvirkning af nervesystem og blodcirkulation, kan du standse den proces, der skaber symptomer.
Behandling består af samtale og undervisende psykoterapi (psyko-edukation). Du får mentale øvelser med dig til hjemmearbejde.
Ofte vil en kortere række konsultationer være nok for at kunne arbejde helt selv. For at nå en dybere forståelse af følelserne bag og hvordan du kan slippe dem, kan det dog nogle gange betyde, at du skal vælge et længere forløb af terapeutisk karakter for at få det ønskede udbytte.
Copyright 2021 – Psykolog Torben Palmer | Åhavevej 12, 8600 Silkeborg | Tlf: 26 15 45 00 | Email: torbenpalmer@gmail.com | Persondatapolitik